web analytics

Matchfixing

0

Begrebet matchfixing florerer oftere end nogensinde før på nettet, men hvad er matchfixing og hvorfor er det så omtalt?

Matchfixing i korte træk omhandler sportsvæddemål, hvor en eller flere personer køber sig til et resultat eller udfald på en sportsbegivenhed. Her på siden finder du en masse nyttig information samt hvordan og hvorfor du skal holde dig fra det.


Hvad er matchfixing?

Matchfixing er når nogen påvirker en kamp til at ende på en bestemt måde for egen vindings skyld, ofte for at score en fed gevinst hos bookmakerne. Typisk består den kriminelle handling ved at betale sportsudøvere, dommere, klubber eller topledelse. 


Eksempel på matchfixing:

En eller flere bagmænd har bestukket kampens dommer til at dømme mindst to straffespark i kampen. Bagmændene placerer herefter store summer på netop det til et højt odds.
Det er nu dommerens opgave at fuldføre opgaven, også selvom der ikke bliver begået to strafbare aktioner. Han kan derfor ende med at dømme et straffespark, som ikke burde være blevet dømt.

Problemet har eksisteret i mange år, men er gennem det seneste årti blusset kraftigt op, hvor interessen for gambling er øget. Det skyldes blandt andet at der er kommet mange flere bookmakere til, og det har åbnet op for flere spilmuligheder. Før i tiden kunne man kun spille på vinderen af en kamp, men med de nye spilmuligheder er det nu muligt, at spille på næste hjørnespark eller hvor mange mål der kommer i 1. halvleg.
Samtidig er live-spil blevet vanvittig populært, og bagmændene ser det som en nem måde at tjene hurtige penge på.

Ifølge DBU findes der tre niveauer indenfor matchfixing:

  • Spil på egne kampe: Personer, der individuelt spiller på bestemte udfald i kampe, som de selv er deltager i og for egen vindings skyld.
  • Organiseret fællesskab: Flere personer, der i forening spiller på bestemte udfald i kampe, som de selv er deltagere i og for egen eller andres vindings skyld.
  • Organiseret kriminalitet: Store syndikater, der eksempelvis med trusler om vold, afpresning eller ved bestikkelse forsøger at påvirke spillere, dommere eller trænere til at sikre et bestemt udfald af en kamp.
    Niveau 3 er især udbredt på det asiatiske marked hvor der bliver spillet flittigt. Og hvor kyniske bagmænd står og trækker i trådene.

Hvorfor opstår matchfixing?

Sportsdatafirmaet Sportradar har vurderet, at der på en gennemsnitlig dansk 2. divisionskamp bliver spillet for 750.000 euro (5,5 millioner danske kroner). Spillene kommer hovedsageligt fra det asiatiske marked, og det er ikke uden grund at bagmændene ofte går efter de mindre ligaer. For mens der spilles for milliarder af kroner på det asiatiske marked, er lønnen ikke prangende i de mindre ligaer.

Kombinationen af lave lønninger og store væddemålsindskud øger chancerne for matchfixing. Det mener kommunikationschef i Sportradar, Alex Inglot. – Hvis den slags ting er til stede, har du en ’perfect storm’, og som vi har set med fixere, så vil de rejse til alle lande, til enhver sport og så længe de finder de forhold, vil de kunne tjene penge.


Matchfixing i Danmark

Det er dog ikke kun i udlandet, at matchfixing foregår. For få måneder siden kom den største danske sag om matchfixing for retten. Sagen involverede fodboldklubben Hvidovre, hvor fire spillere var mistænkt, mens tre andre mænd var sigtet. Bagmændene skulle angiveligt have fixet to af Hvidovres kampe, mens holdet lå i bunden af 1. division i 2010.


Hvorfor er matchfixing en trussel?

Det siger nok sig selv, men matchfixing er kriminelt, og ikke nok med det så er det også en stor trussel mod sportsverdenen, hvilket DBU forklarer her med fodbold som eksempel:

‘Fodbold er verdens mest populære sportsgren. Og fodbolden lever af sin integritet. Af tilliden til, at to hold på hver 11 spillere går på banen for at vinde kampen. Eller lægger taktikken efter uafgjort, hvis det er opportunt i holdets aktuelle situation og mod den pågældende modstander. Men altid på baggrund af sportslige motiver. Som kunder hos en eller flere spiludbydere skal forsøge at forudse i sine væddemål. Den integritet skal vi værne om. Det er et fælles ansvar. Derfor er der fælles regler for, hvad der er god opførsel. Og hvad der er ulovligt.’

Matchfixing på Facebook
En af de nyere tendenser indenfor matchfixing foregår på Facebook, hvor adskillige danske og udenlandske sider påstår, at de har adgang til kampe der er fixet. Det foregår ofte sådan, at siderne reklamerer med deres flotte gevinster og derved får folk til at melde sig til. Det kræver dog at folk betaler et beløb for at få adgang til spillene, som efter sigende skulle være ’sikre penge’. Der er dog tale om en fælde, hvor du ikke kan være sikker på at vinde noget som helst.

Siderne manipulerer med opslagene, så det ligner at de har høstet flotte gevinster i lang tid, men det er fusk.
Det kan dog være svært at gøre noget ved det, hvis man først har betalt for sit ’medlemskab’. Klager du over at spillene ikke går hjem, så får de dig smidt ud af siden og blokerer dig. Det er da heller ikke lovligt at sælge spil på den måde på Facebook, og siderne bliver derfor også lukket efter kort tid. Problemet er dog at en ny side opstår ligeså hurtigt igen, og det er nemt at lokke folk med ’sikre penge’.

Kilde og samarbejde: Oddsforum.dk og Casinolounge.dk


 

 

Del.

Hvad er din kommentar?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.